22 frivillige
er slet ikke nok
Tølløse Selv om det lyder af meget med 22 frivillige butiksassistenter
og to folk til det grovere,
er det ikke nok.
Dansk Røde Kors Butikken kan ikke nå at få alle varerne ud i butikken.
AF CONNY PROBST
Der bliver afleveret mange ting af høj kvalitet i Røde Kors Butikken på Industrivej i Tølløse. Ind imellem også noget, som de frivillige er
nødt til at afvise, men det har giverne som regel stor forståelse for. Så er der
den tredje kategori; det der bliver sat ved porten og nogle gange kan give
anledning til mindre behagelige oplevelser, når de første frivillige dukker op.
Det fortalte formand Margit Nørrevang på årets generalforsamling.
- Det hænder, at kasser og sække er gennemrodet, og vi ved fra giverne, at gode
ting er fjernet i nattens mulm og mørke. Og så har vi en fornemmelse af, at der
bliver læsset affald af hos os, når containerpladsen er lukket.
- Problemet kan løses ved at de gode ting afleveres i butikkens åbningstid, og
skrald køres på containerpladsen, siger formanden.
Røde Kors Butikken oplever fra tid til anden, at sække og
kasser med gode ting er rodet igennem og fjernet i løbet af natten. Problemet
kan løses ved, at tingene i stedet afleveres i butikkens åbningstid.
Foto: Jens Panduro
Pt. er der 22
frivillige i butikken og to »arbejdsmænd« til tunge og praktiske opgaver. Der er
brug for flere kollegaer, fortæller Margit Nørrevang.
- Det er frustrerende. Der er så meget, der ikke kommer ud i butikken, så der
kan komme flere penge i kassen. Alle yder en kæmpe indsats, hvilket tydeligt kan
ses på omsætningen. Men med flere frivillige kan det blive meget bedre.
Omsætningen er faldet en smule; fra 726.000 kroner i 2006 til 709.000 i 2007.
- Sommerens salg var ikke så stort som forventer, siger Margit Nørrevang. Og så
er der langt imellem de tøjmærker, der kan indbringe lidt mere.
Afdelingens økonomi er fortsat sund. Butikken er fortsat den største
indtægtskilde, men samaritternes indtjening stiger støt og roligt.
- Ja roligt er vel egentlig ikke det rigtige udtryk, siger hun. De ligger
vandret for at indfri alle de ordrer, der er til vagter.
Tølløse
Samarittergruppe
Der er fortsat
mange vagttimer fordelt på få samaritter, beretter afdelingsleder Tina Hansen.
Gruppen har haft 32 vagtdage mod 23 i 2006, det giver 715 vagttimer mod 558 året
før. Ud over egne vagter har samaritterne fra Tølløse deltaget i vagter,
arrangeret af andre afdelinger, blandt andet Roskilde Festivalen,
Eremitageløbet, skovmaraton i Hvalsø og været på Bakken-vagt. Det beløber sig
til 500 vagttimer.
- Det går desværre ikke så godt for vores naboafdelinger, fortæller Tina Hansen.
Så der vil sikkert blive endnu større efterspørgsel på vagtområdet.
cp@nordvest.dk |
|