Foto: Christina  Hansen.

Her er Hannington i Røde Kors‑genbrugsbutikken sammen med fra venstre:

Kasserer Esther Nelmark, Hannington Segirinya, Webmaster Erling Klingberg Jensen og formand Margit Nørrevang

» This is imponerende «

Tølløse

 26‑årige Hannington Segirinya fra Ugandisk Røde Kors har fået et indblik i, hvordan livet former sig hos en børnefamilie i Tølløse. Han bor en uge hos Christina og Thomas Hansen, inden han skal videre på et internationalt kursus i Haslev.

AF CONNY PROBST

De kommer gående hen ad Sønderstrupvej på vej mod Røde Kors‑genbrugsbutik­ken på Industrivej i Tølløse. 26‑årige Hannington Segirinya fra Uganda skubber barnevognen med syv uger gamle Rune, mens hans »værts-mor«, Christina Hansen går ved siden af.

‑ Goddag, jeg hedder Hannington, siger han med et smil. Hvad hedder du?

Hannington Segirinya har lært små danske sætninger og ord på de knap fire uger, han har været i landet. Og han hilser smilende på de frivillige medarbejdere, mens vi baner os vej gennem Røde Kors Butikken.

‑ This is imponerende, siger han om butikken.

Vi var her tirsdag ‑ og de frivillige damer gør et stort stykke arbejde for at hjælpe andre. Skolebørn i Uganda ved ikke meget om Danmark, fortæller Hannington Segirinya, da talen falder på et projekt, hvor elever i otte 6. klasser i Uganda skal korrespondere med elever i Danmark.

‑ Det eneste, de ved, er, at det er »himlen«. De vil blive forbavsede, når de finder ud af, hvor mange der er ensomme i Danmark. Ikke kun de ældre ‑men også børn og unge. Måske er de unge bare ikke klar over det. I Uganda dør børn af aids ‑ i Danmark er der ensomhed. Det er ikke et problem i Uganda, for der har alle tid til hinanden. Der er mange flere børn i hver familie, og vi besøger vores naboer.

Ugandisk Røde Kors har mere end 150.000 medlemmer, fortæller Hannington Segirinya, og til forskel fra Danmark består 80 procent af medlemsskaren af unge.

‑ Som medlem af Røde Kors føler du, at du kan gøre en forskel. Røde Kors ta­ger rundt på skoler og holder foredrag om aids og prævention, underviser i førstehjælp, hjælper til når der er katastrofer, sørger for vaccinationer, rent vand osv. 

Der er krig i Uganda, men det er aids, der er det største problem, siger Han­nington Segirinya. Alle har et familiemedlem, der er død af aids ‑ aids er over det hele.

‑ I Uganda taler forældre ikke åbent med deres børn om sex og derfor heller ikke om aids. Men der er heldigvis sket en forbedring, folk er blevet mere åbne end før.

 Både familieliv og skolegang er anderledes

I Danmark er der omkring 25 børn i klasserne. I Uganda ligger tallet på mellem 50‑60 børn per klasse, fortæller Hanning­ton Segirinya. Han er også imponeret over de danske klasseværelsers stand. Til gengæld er han forbavset over omgangstonen mellem elever og lærer.

‑ I Uganda er læreren »the master«. Det er ham, der har kontrollen, siger han. Og børnene er opdraget til at have respekt for de voksne.

Eleverne i Uganda bærer skoleuniform, så klasse­skellene ikke kan aflæses via påklædningen. Som regel starter børnene i skole, når de er seks‑syv år. Fattige forældre må dog ofte vente med at sætte børnene i skole, til de er 10 år gamle. Derfor er der stor aldersspredning i klasserne.

De går i skole seks dage om ugen, og skoledagen starter klokken 8.30 og slutter som regel først ved 17‑tiden. Når børnene kommer trætte hjem, kan de ikke nøjes med at lave lektier, de skal hjælpe til i huset og på marken, og der skal hentes vand. Så det er nogle lange dage, hvor de kommer sent i seng og står tidligt op for at nå de sidste lektier.

I Uganda er manden herre i huset, fortæller Han­nington Segirinya. Hans ord er lov, og han kunne aldrig finde på at deltage i madlavningen.

‑ Det er dejligt at se, at mænd og kvinder hjælper hinanden med alt her i Danmark. Selvfølgelig er der også familier i Uganda, hvor mand og kone er hinandens ligemænd, vi bliver jo også påvirket af vesten. Der er familier i Uganda, der lever næsten som i Danmark.

Hannington Segirinya regner med at købe en mase souvenirs med hjem til sin familie. Han har allerede investeret i et par ting i Røde Kors‑butikken ‑ sådanne butikker har man ikke i Uganda.

‑ Det betyder meget for mig, siger han. Ikke blot er det souvenirs, men jeg har jeg også været med til at støtte Røde Kors' humanitære arbejde. Pengene går til katastrofefonden ‑ så i sidste ende havner de nok i Afrika.

Når folk i Uganda spørger dig om, hvordan det var i Danmark, hvad vil du så svare?

‑ Super‑duper, siger han med et smil.

cp@nordvest.dk

Projekt Kultur Tur/retur

Projektet Kultur Tur/retur kører på andet år, fortæller Kirstine Primdal, der er international konsulent i URK, Ungdommens Røde Kors. Men Ungdommens Røde Kors har haft besøg af ugandere i mange år ‑ samarbejdet er omkring 20 år gam­melt.

‑ URK sender hvert år otte ungdomsfrivillige til Uganda i fem måneder. Projekt Kultur Tur/retur er en udløber af programmet, siger hun.

I år og sidste år har Ugandisk Røde Kors sendt fire frivillige fra deres ungdomsafdeling til Danmark i to måneder. De første tre uger har de unge i fællesskab besøgt skoler i hele landet ‑ fra København til Læsø. Her har de har holdt foredrag og givet prøver på deres hjemlands mad‑ og dansetraditioner. Uge fire tilbringer de unge hos forskellige danske familier. For 26‑årige Hannington Segirinya vedkommende er det hos Christina Hansen og hendes mand Thomas, Thor på fem år og Rune på syv uger. Både Christina og Thomas er frivillige i Ungdommens Røde Kors ‑ deres bekendtskab startede rent faktisk i URK.

Den sidste måned skal de fire ugandere tilbringe på et internationalt kursus under Dansk Ung­doms Fællesråd, hvor de skal lære projektledelse.

‑ Sidste år startede vi et projekt, der involverer otte 6. klaser i Uganda og otte 6. klasser i Danmark, fortæller Kirstine Primdal. Eleverne udveksler pakker med breve, tegninger og fotos. Det er for at lære at køre det projekt, at de unge ugande­re kommer på kursus. Ugandisk Røde Kors sender nye herop hvert år.

Hannington Segirinya, der er præsident for Røde Kors' ungdomsafdeling i Uganda og med i den nationale bestyrelse som repræsentant for ungdommen, arbejder på et børnehjem for forældreløse børn i Uganda.